Valg af kajak

Valg af kajak

Valg af kajak

Det vigtigste når du skal til at købe dig en ny kajak er at prøve at definere dine prioriteter. Vil du blot ro en hyggelig tur på fjorden en varm sommerdag og nyde naturen, eller ønsker du at udvikle og dygtiggøre dig så du kan beherske kajakken i al slags vejr. Du er nødt til at gøre dig nogle overvejelser om hvor du vil hen med kajakken og hvad der er vigtigt for dig. Udbuddet af kajakker er i dag så stort at det er næsten umuligt bare at gå i gang uden at have overvejet f.eks. hvilket materiale du prioriterer eller om din kajak skal have ror eller finne – eller måske begge dele.

Dit nuværende niveau

Er du nybegynder og har roet lidt, eller er du ”ekspertroer” med flere år på bagen under varierende forhold? Vil du helst ro på fladt vand en sommerdag eller er du til bølger og vind hele året?

Hvilket niveau vil du gerne være på om 2 år

Kajakker som  er velegnede til begyndere, giver ofte ikke nok udfordringer for den øvede roer. Efter nogle år vil mange gerne have en kajak med lidt mere ”spræl”, og ofte er det også sådan at mange går fra plast til glasfiber. Er du helt ny – og usikker på hvor meget du vil satse på at ro kajak er det oftest klogt at satse på en lidt mere stabil kajak, så du kan være sikker på at kajakken er god for dig selvom du ikke kommer så meget på vandet og derved får opbygget din rutine. Skulle du så vokse fra kajakken er gensalgsprisen ofte ret fornuftig og du har helt sikkert også fået et meget bedre ”billede” af hvad du gerne vil have din kajak skal kunne. En klassisk ”begynderfejl” er at prøve at købe en kajak som man også som meget øvet roer vil være glad for 3 eller 5 år senere. Du kan risikere at du, som begynder, føler dig utryg ved kajakken og efter nogle måneder opgiver projektet – og det vil jo være rigtig ærgerligt.

Vores råd er her at købe en kajak der passer til dit nuværende niveau, udnyt den maksimalt og se hvor langt du kan udvikle dig. Når du så synes at der ikke er mere at hente i din første kajak må du ud og se dig om efter en anden.

Hvor vil du ro

Der er stor forskel på om du blot vil ro på en sø, i fjorden, i ”bælterne” eller på ubeskyttede kyster eller vesterhavet. Du skal også overveje om du primært går efter at ro kajak om sommeren eller om vinteren også skal tages i brug. Det er svært helt at vide på forhånd men mange har alligevel en ide om det og det er værd at have med i overvejelserne – også når du skal kigge på tilbehør. Alt efter hvor du vælger at ro, vil du ofte kunne ro meget og længe uden at opleve hårdt vejr, men vælger du havet er der selvfølgelig en meget større risiko for at komme ud i ”hårdt” vejr. Vil du gerne udfordres lidt og prøve grænser af skal du også have en kajak der kan støtte dig i det. De fleste vil gerne have en fornuftig allround båd som kan bruges til det meste på et fornuftigt niveau.

Vægt og lastekapacitet

Inden køb af din kajak skal du overveje om du primært vil bruge den på ”langtur” og have oppakning med, eller om du mest vil ro den ”tom”. Det er vigtigt ikke at købe en kajak med for stor volumen i forhold til din egen vægt da kajakken vil lægge sig oven på vandet og som følge deraf være mere ustabil. Kajakken vil også være mere udsat for sidevind og afdrift. Omvendt vil en kajak der ikke har fornøden lastekapacitet virke træg og tung i vandet og manøvreringsevnen kan blive nedsat markant. Traditionelt vil de fleste gerne have en kajak der ligger lidt i mellem disse 2 parametre, men i de senere år er flere begyndt at interessere sig for rene dagsturs/legebåde der ikke har nogen stor lastekapacitet, men omvendt er rigtig sjove at ro i uden last.

Kajakkens egenskaber

Manøvrerbarhed

Noget af det vigtigste ved en havkajak er dens evne til at manøvrere. Hvis man ser bort fra anvendelse af finne eller ror, er noget af det producenterne arbejder mest med forskellen mellem manøvrerbarhed og retningsstabilitet. Skal du ro lange distancer på havet med oppakning, vil der være en vis fornuft i at vælge en kajak hvor retningsstabiliteten er fremhævet frem for evnen til at vende på en lille radius. Skal lege i bølger og brænding, lave styretag eller fungere som instruktør vil en vendbar kajak der reagerer stærkt på kantning være mere attraktiv. Med ror kan du få kajakken til at skifte retning ved at betjene nogle fodpedaler under dækket med fødderne, mens du blot fortsætter med at ro fremad med din pagaj. Dette kan være en fordel på langtur i kraftig vind. Med finne justerer du kajakkens trang til at dreje op i vinden og bruger i øvrigt din pagaj, vægtforskydning og kantning til at justere kajakkens kurs. Dette kan være en fordel når du skal lave skarpe vendinger og kunne reagere hurtigt. Man kan sige at kajakker med ror giver en mere passiv rostil mens kajakker med finne giver en mere aktiv rostil. En kajak uden ror eller finne skal man i de fleste tilfælde holde sig fra da den ikke er til at håndtere i sidevind. Skal du bare have et ”legetøj” til sommerhuset kan det dog være ok.

Komfort

Skal du ro langt er komforten essentiel. Der findes ikke noget værre end at sidde i en for stor kajak, hvor rygstøtten ikke passer og man i øvrigt ikke har ordentlig kontakt med kajakken ved knæene. Det er vigtigt at du har en god tæt kontakt med kajakken, og kan holde ud at sidde i den længe. For at kunne få fuldt udbytte af kajakkens muligheder skal du kigge på om du kan glide rundt på sædet eller har en fornemmelse af at du lige passer ned i sædet,  om dine knæ har kontakt med lårstøtterne og om du kan sidde med fødderne på en behagelig måde. De 3 kontaktflader har stor betydning for om du kan håndtere kajakken og sidder sikkert i ”sadlen” når der er lidt søgang eller behov for at manøvrere.

Hastighed

Når man taler om hastighed i en havkajak, skal man huske at der i virkeligheden er tale om relativt små forskelle. Kan man ikke følge med de andre er det således ikke altid kajakkens skyld. Der er forskel på marchhastighed og tophastighed. Marchhastigheden er den fart du kan holde ud at ro i i mange timer og uden at anstrenge dig for meget. Tophastigheden kajakkens evne til at kunne holdes i fart i en kortere periode under anvendelse af roerens maksimale styrke.

Du står således overfor at skulle træffe en række valg, som kan være svære, men som i sidste ende med sikkerhed vil hjælpe dig til at få den helt rigtige kajak. Og husk så at den ”rigtige” kajak godt kan ændre sig efterhånden som du bliver mere erfaren. Rigtig god fornøjelse med kajaksporten.